Boyhood

Boyhood er en film oplevelse ud over det sædvanelige.  

Filmen Boyhood som udkom i 2014 er et utroligt imponerende og nytænkende koncept rent filmisk.
Filmen i sig selv har taget 12 år at lave, og det er ikke på grund af indviklede CGI-effekter eller lignende.
Grunden til at filmen har taget så lang tid er fordi at vi reelt følger de samme personer gennem 12 år, skuespillerene er hverken skiftet er gået gennem computer eller makeup behandlinger for at få dem til at se ældre ud, nej det er rent faktisk de samme personer gennem 12år.
Skuespillerene varierer mellem kendte ansigter som Ethan Hawke og Patricia Arquette, til mere ukendte personer som eksempelvis hovedrolleindehaveren Ellar Contrane.
Det er helt utroligt og fantastisk at noget som dette kan lade sig gøre, og især at det kan gøres uden at nogen har hørt om det. Det er et filmisk gennembrud, og noget der aldrig er set før og hvem ved måske kommer vi til at se flere film af den her slags i fremtiden?

Men selv når man ser ud over det filmisk imponerende ved Boyhood, er det også virkelig en fantastisk film der har noget på hjerte.
Boyhood handler om den rejse det er at blive voksen, og symbolsk set den rejse det er at skulle finde sig selv, og finder vi egentlig nogensinde helt ud af hvem vi er og hvem vi gerne vil være? Bliver vi nogensinde ”rigtig” voksne?

Filmen giver os et autentisk og realistisk syn på livet og det at vokse op.
Det havde været nemt for manuskriptforfatter Richard Linklater at sidde og være bagklog og ikke lade karaktererne i filmen træffe de samme fejl om og om igen, han kunne nemt have skabt det polerede billede af verden som vi så ofte ser i film og på tv, men det er ikke virkeligheden.
Sandheden er at hvert øjeblik er nu og der ikke tid til at være bagklog før vi træffer beslutninger, hvor gerne vi end vil det. Der er at der altid kun er nu, og det er det denne her film viser så godt.

Vi for lov til at høre og se alle drømmene og ambitionerne og vi for lov at se hvordan verden sjældent ser ud som vi troede den gjorde dengang vi drømte om den fremtid der pludselig er blevet til nu.

En af filmens karakterer, Nicole, siger det enkelt som det kan siges ”You know how everyone's always saying seize the moment? I don't know, I'm kind of thinking it's the other way around, you know, like the moment seizes us.”

Og det er jo lige præcis det der er kernen i det hele, vi kan ikke kontrollere verden, gribe øjeblikket, det vil altid ende med at øjeblikket griber os.
Det her er ikke for at fyre et eller andet skæbne-pis af om hvordan vi ikke har nogen kontrol og at alt er forudbestemt, for jeg tror lige præcis at vi altid har et valg og at vi altid har kontrol på den ene eller den anden måde.
Det er den kontrol og individualitet der gør verden til det kaos den er. 7milliarder forskellige mennesker, som hver især har magt, kontrol og valg der alle fører en eller anden form for reaktion med sig, det giver kaos.

Vi har alle forskellige visioner og syn på verden, samtidig med at vi hele tiden bliver overrasket når fremtiden lige pludselig angriber bagfra og bliver til nutiden, og 7milliarder mennesker der alle i øjeblikket skal træffe beslutninger, beslutninger som sjældent er helt som de havde forstillet sig dengang de kun var drømme, det giver kaos.
Det er det smukke, men besynderlige kaos, der skaber verden.
Richard Linklater har med Boyhood skabt filmisk historie, og det er en film der vil blive husket og beundret langt ud i fremtiden. 
Gør dig selv en tjeneste og se Boyhood, du vil ikke fortryde det!